Hårdført gammel æblesort der er en god bordfrugt og anvendelig i køkkenet. Æblerne plukkes i slutningen af september og kan nydes fra midten af oktober til hen i november.
En flerårig, blødt håret, ret kraftig plante 80-180 cm høj. Planten har en tyk pælerod og tykke oprette, grenede stængler, der dufter af anis ved knusning. Bladene er store og to til tre gange fjersnitdelte med mange lancetformede, groft takkede flige. Blomsterne er små og hvide og sidder i store skærme. Planten blomstrer i maj-juni. Frugten er grøn, smal og elliptisk. Som moden er den mørk brun. Oprindeligt stammer planten fra Mellemeuropas bjergegne.
Kulturhistorie
Det latinske navn odorata betyder velduftende, og planten dufter dejligt ved berøring. Planten menes indført af munke som lægeplante i middelalderen.
Indholdsstoffer
Æteriske olier, blandt andet anethol, der giver den karakteristiske anisaroma.
Historisk anvendelse
Henrik Smid (1546) anvender saft og destillater til at uddrive levret blod efter slag og fald. Ligeledes skulle planten uddrive nyresten og befordre menstruation. Stængler og frø er blevet tygget mod for meget tarmluft og anvendt som smagstilsætning i mad og medicin. I dag anvendes blade, frø og stængel fra den friske plante som snapseurt og krydderi. Frøene anvendes som sødemiddel til sure frugter, og blade og stængler bruges i salater. De grønne umodne frø kan spises som slik. Ved kogning mister bladene den anisagtige smag og minder om grønkål.
Evt. yderligere information
Henvisninger/litteratur
Grey-Wilson, Christopher 1995: Politikens florabog. Maybe, Richard 1991: Politikens bog om helbredende urter. Olesen, Anemette 2008: Klosterurter. Smid Henrick 1546: En skøn lystig ny Urtegaard.