Hårdført gammel æblesort der er en god bordfrugt og anvendelig i køkkenet. Æblerne plukkes i slutningen af september og kan nydes fra midten af oktober til hen i november.
En to-årig, 50-100 cm høj plante med tyk, kødfuld pælerod og kantet, furet stængel med enkelte lancetformede, groft takkede afsnit og små, gule blomster i flade skærme. Pastinak blomstrer i juli-august. Planten dyrkes som køkkenurt, men kan også findes vildtvoksende langs vejkanter og på marker. Planten lugter let gulerodsagtig.
Kulturhistorie
Planten er hjemmehørende i Sydeuropa, men er i middelalderen ført nordpå af munkene, hvor den er dyrket som læge- og køkkenurt i klosterhaverne.
Indholdsstoffer
Frugterne indeholder æterisk olie, roden pektin og hele planten i øvrigt en kumarin-forbindelse – en organisk forbindelse, som dannes i mange planter, og som bl.a. giver den karakteristiske duft af nyslået hø. Stoffet er let giftigt og bør indtages i små mængder. Roden indeholder desuden C-vitamin.
Historisk anvendelse
Planten har i Danmark været kendt som køkkenurt og lægeurt siden middelalderen, bl.a. mod leversygdomme og gigt. Henrik Harpestreng (død 1244) anvender tillige pastinak mod ”løs bug”, dvs. diarré, og tandpine. Den skulle desuden give ”kvindelyst” og dermed styrke potensen. Af samme grund ser man i 1500- og 1600-tallets lægebøger, at munke og nonner advares mod at bruge pastinak som grøntsag. Det gælder også Simon Paulli (1648), som skriver, at rødderne slet ikke er nyttige eller gavnlige for munke og nonner, men snarere skadelige. Planten anvendes stadig i folkemedicinen mod nyresten samt som smertelindrende og urindrivende middel. Pastinak er stadig en yndet rodfrugt, der kan anvendes på samme måde som gulerod. Rodekstrakt bruges som smagsstof i brændevin.
Evt. yderligere information
Henvisninger/litteratur
Brøndegaard, V.J. 1987: Folk og Flora. Grey-Wilson, Christopher 1995: Politikens florabog. Lind, J og Garner, H.N. 1993: Klosterhaven i Øm. Nielsen, Harald 1976: Lægeplanter i farver. Petersen, Jørgen Kjerulf 1974: Lademanns naturfører.